Torsk i folie og ovnbagt laks. Uhm her får du opskriften på en lækker ret med torsk og ovnbagt laks. 2 fiskeretter i én opskrift. Det er nemt at lave fisk i ovn og det smager super godt.

Det er ikke mange opskrifter på fisk, du finder på bloggen, men hér får du én. Forklaringen er, at jeg ikke selv er den store fiskespiser, og da jeg tit er kokken, såeh… 🙂
Fisk i folie tilberedt i ovn kan jeg dog rigtigt godt lide, så her får du et tip om både torsk i folie og ovnbagt laks også.

Vi var vilde med begge retter i familien og jeg har glædet mig til at dele den nemme opskrift med dig. Forberedelserne tager kun få minutter og så klarer ovnen ellers resten af arbejdet. 
Det er meget nemt at tilberede fisk på denne og fisken er lynhurtigt færdigt. På et kvarter var der to lækre fiskeretter.
Indrømmet. Det er meget dyrere at spise fisk, end selv det dyreste oksekød, så billig kost er det bestemt ikke, men sundt jo og fedtfattigt jo.
Det er bestemt ikke sidste gang vi laver fisk på denne måde. Heller ikke jeg, der jo ellers ikke er den store fiskespiser. 
Nederst i dette indlæg får du flere opskrifter med fisk, for jo du finder skam flere på nogetiovnen.dk
Torsk i folie og ovnbagt laks – få en god nem opskrift her

Ingredienser
- 400 gram torskefiletter
- 400 gram laksefiletter
- 3 forårsløg i smalle skiver
- Smør
- Lidt dild
- Hvidløgspeber/salt
- Smørklatter
- Tilbehør: Creme fraichedressing og nye kartofler eller olieristede ovnkartofler
Sådan gør du
Torsk i folie:
- Brug 1 stk. torskefilet pr. foliepakke. Læg fisken på et stykke staniol (eller bagepapir).

- Drys med salt/peber og forårsløg i skiver. Læg smørklatter på og lidt dild på toppen.

- Klem foliepakken sammen og sæt pakkerne i et ildfast fad

- Bag torsken i ovnen i 15 minutter v. 175 grader varmluft (200 grader alm. ovn). Kan også tilberedes i airfryer. Serveres gerne med creme fraiche dressing

Ovnbagt laks:
- Drys krydderier på laksestykkerne og top med forårsløg og evt. små smørklatter

- Bag laksen 15-20 minutter v. 175 grader varmluft, afhængigt af stykkernes størrelse. Laksen er færdig, når den er fast/har skiftet farve og der pibler hvid kødsaft ud. Når du kan trække kødet fra hinanden med 2 gafler, er den færdig.

Noter
Ovnbagt fisk – lækker fisk i folie og bagt laks – klar på et kvartér
Vi brugte rigeligt med smør til fisken og brugte vores allerbedste kryddersalt: parmesanost og basilikum.

Sikke nemt det er at tilberede fisk på den måde!
Har du andre gode ideer, hører jeg meget gerne om det – er jo helt nybegynder udi fiskespiseriet, så tip mig gerne. Nu ved jeg, at jeg kan lide torsk i folie! Weee! 🙂
Sådan laver du torsk i folie – se billederne her:
En lækker creme fraiche-dressing passede rigtigt godt til, men skyr, ylette, græsk yoghurt ell. lignende kan også sagtens bruges.
Denne dilddressing, purløgsdressing eller en persilledressing vil også smage godt til.
Heldigt var det, at vi lige havde forårsløg på lager, den type løg passede perfekt til fisken – ikke for stærke, ikke for milde.
Laksen blev mør og lækker og torsken også. Skøn servering.

I er gode til at råde mig. På Bagenørdens Facebook-side har jeg i dag fået flere gode råd.
En sød læser råder mig til at spise kulmule næste gang, da denne fisk er lige så velsmagende som torsk, men bare mere fin i kødet. Det skal prøves!
Tror fiskemanden har kulmule også. Der findes vist ikke den fisk han ikke har. Han har f.eks. denne meget lyserøde fisk – hvad mon det er for én??)
Her ser du dagens ovnbagte laks – den blev også rigtig lækker:
Sådan laver du ovnbagt laks – se billederne her:
..og sikke nemt at tilberede fisk, hva’? Krydderi på, måske lidt smør og så ingen tid i ovnen, voila?

Vi spiste små nye olieristede kartofler til, men du kan også bare servere salat, flute og dressing til fisken.
Sikke da en fin spise, men selvom vi købte fisk for 130 kr, var familien lidt småsultne stadigvæk. Fisk i folie kan du derfor sagtens servere som en let frokost ret også.
Det er luksus spise, så servér gerne godt med salat eller brød til, så I kan blive mætte.
En let servering og det var godt, vi også havde lavet kartofler. Faktisk så passede kartofler rigtigt godt til fisken. 
Kommer vi omkring fiskemanden, køber vi fisken her, men nogle gange finder vi også et godt tilbud i supermarkedet. 
Få flere opskrifter med fisk her:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

I dag har vi haft den skønneste dag ved stranden. Himlen var høj og blå, solen bragede og bølgerne brusede. Mågerne skreg og stæren fløjtede ihærdigt fra sin faste – men usynlige – plet på himlen. Hvor var det SKØNT!
Vi lå på et tæppe og nød livet. Med kold cola, lakridser og gode bøger inden for rækkevidde.
Turen gik til Bønnerup Strand, vores yndlingssted på toppen af Djursland. Selvfølgelig startede turen hos fiskemanden “Møllefisk” hvor vi købte ind til frokosten. Vi havde taget plasticservice og rugbrød med hjemmefra, hjemmelavet og nybagt, uhm.
Vi købte lune fiskefiletter og fiskefrikadeller og købte også remouladen i fiskebutikken. Ifølge sønnike smager fiskemandens bedre end vores eget køleskabs remoulade, men måske det bare er tanken der tæller her?
Efter frokost drog sønnike afsted med sin fiskestang og far og mor blev overladt til tæppe, bøger og strandtur. Ikke noget dårligt bytte, hvis man spørger mig 😉

Pulsen kom helt i dvale. Vi gad slet ikke hjem. Legede sommerferie. Glemte at kigge på uret og “glemte” helt at fiskemanden lukkede kl. 16.00. Vi lod som om tiden stod stille. Vi var komplet ligeglade om så en Dronning havde meldt sin ankomst.
Planerne var lagt på forhånd. Aftenmenuen skulle byde på fisk, købt hos fiskemanden. Aftalen var at købe fisk på hjemvejen. Vi kunne jo ikke købe den ferske fisk, da vi købte ind il frokost, for køleskabet havde vi jo ikke med?
Desværre havde fiskemanden lukket, så vi måtte forbi supermarkedet. Pyt!
Livet går, imens du har travlt med andre ting, og nogen gange må man ofre sig i en større sags tjeneste, selv om det også gælder den gode fisk købt hos Møllefisk.
Vi nød livet og dagligvarebutikken havde heldigvis også fersk fisk på lager.
Tak fordi du havde lyst til at læse mig. Du kom med på strandtur og nu fik du også – langt om længe – en fiskeret serveret her på bloggen. Sæt et stort kryds i kalenderen. Det er bestemt ikke sidste gang der kommer fisk på tallerkenen.
Trænger du til en tur ud i det blå, og leder du efter et godt og lykkeligt sted i DK, så kan jeg anbefale dig Bønnerup Strand – en vidunderlig plet på jord. Husk at køre en tur forbi Møllefisk og tjek lige åbningstiderne. 🙂
Vi fik læst vores bøger. Familiehunden slumrede lykkeligt på tæppet. Nogen på stranden satte drager op – komplet afstressende at kigge på sådan en blafrende drage. Børn gravede i sandet. Strand-sommer-lykke.











Kære Bagenørd,
Jeg læser med stor begejstring om dit (mad)liv og undrer mig hver gang over det overskud, du har og den fantasi, du stiller for dagen med alle opskrifterne. Jeg har selv afprøvet nogle af dem – med succes.
Mht. til jeres dag ved stranden, tør jeg vove den påstand, at det ikke var en stær, I hørte, men derimod den fantastiske sanglærke, der udmærker sig ved sin vedholdende optimistiske kvidren på sin ofte usynlige plet på himlen. Jeg elsker den lyd!
Med venlig hilsen
Torben