Kringle med marcipan og rabarber. Her får du en god nem opskrift på lækre kringler – én med Nutella og en med rabarber, marcipan og syltetøj.
Jeg er normalt ikke den store kringlekunster. Normalt springer jeg også gerne over hvor kringlegærdet er lavest og bager på den lynhurtige måde med bagepulver.
Denne gang springer jeg IKKE over hvor noget gærde er lavest. Dagens kringle er skam lavet med gær. En rigtig traditionel gærkringledej, men den er nem alligevel. Spring bare på.
Af denne portion bliver der 2 kringler, jeg lavede den ene med Nutella og den anden med fyld af marcipan og syltetøj.
Jeg brugte et glas rabarbersyltetøj, perfekt med lidt rabarbersyrlighed til kringle, hvis man spørger mig. Du kan også sagtens bruge rabarberkompot eller andet syltetøj/kompot.
Her kommer opskriften. Den er nem:
Kringle med marcipan & rabarber – få en god nem opskrift hér
Ingredienser
- 1,75 dl. lunken mælk
- 75 gram smeltet smør
- 25 gram gær
- 3 spsk sukker
- Et knivspids salt
- 300 gram hvedemel ca. 5 dl
- Pensling: Sammenpisket æg eller tykmælk
- Drys: Perlesukker og mandelflager eller grofthakkede nødder/mandler
Fyld kringle 1:
- 4-5 spsk Nutella ca. ½ glas+ mandelflager
Fyld kringle 2:
- 100 gram revet marcipan
- 5-6 spsk syltetøj f.eks. hindbær eller rabarber. Du kan bruge lige den syltetøj du har på lager.
Sådan gør du
- Lun mælken og smørret i en gryde sammen. Mikroovn kan også bruges. Rør gæren ud heri. Tilsæt sukker
- Tilsæt salt og hvedemel lidt efter lidt. Der skal kun lige tilsættes mel, til dejen kan slippe fad og fingre.
- Lad dejen hæve ½ time et lunt sted i skålen, tildækket med et klæde.
- Del dejen i to og rul en dejklump ud af gangen, til et langt rektangel
Kringle 1:
- Smør Nutella på midten og drys med mandelflager
- Fold enderne af dejen lidt indover, så fyldet ikke løber ud og fold herefter kringlesiderne henover midten
- Pensl med tykmælk eller æg og drys med perlesukker og mandelflager
Kringle 2:
- Smør syltetøj inde på midten og drys med revet marcipan. Følg samme procedure som ved kringle 1
- Flyt forsigtigt kringlerne over på en bageplade beklædt med bagepapir og lad kringlerne hæve ½ time på bagepladen.
- Bag kringlerne midt i ovnen i ca. 12-15 minutter v. 175 grader varmluft (200 grader alm. ovn). Bag dem ikke for længe, så kan de blive tørre.
- Nyd kringlerne straks eller lad dem køle lidt.
Noter
Du kan bruge al slags fyld til kringlerne.
Marcipanremonce, vaniljecreme, æblefyld, rosiner, almindelig remonce med smør og sukker, vaniljecreme, syltetøjNemme lækre kringler – og du kan bruge al slags fyld
Sprøde lækre kringler med dejligt fyld. Du kan tro, der var jubel i min familie, da jeg tog kringlerne ud af ovnen.
Det var lige lidt svært at forklare på skrift, hvordan man folder kringlerne.
Enderne stoppes indover først og herefter foldes de lange sider indover, er du med på den? Håber billedet hér kan hjælpe lidt?
Totalt lækker Nutella-kringle. Syndig kringle. Nemt kringlefyld, hvis du lige har et glas Nutella I ikke kan få spist? Det havde jeg.
Perfekt med Nutella-kringle, hvis du har ægte Nutellafans i familien eller blandt dine gæster. I min familie var der flere fans 🙂
Her kan du se kringleprocessen i billeder fra start til slut:
Sådan laver du kringle med Nutella og med marcipan/rabarber. Se billederne her:
Jeg fik ikke taget et smukt billede af Nutella-kringlen, det beklager jeg. Til gengæld blev den spist først og var den største succes. Rabarberkringlen var vi også vilde med. Syrligheden gør nemlig noget godt for kringlen.
Er du mere til en ægte kringleremonce, kan du finde en opskrift på den lige her. Du kan også bruge marcipanremonce i kringlen eller vaniljecreme?
Her ser du et billede af rabarberkringlen lige her. Haps – sprød og lækker og lige til at sætte tænderne i.
Hvad smager så bedst, kringle med gær eller galopkringle med bagepulver?
Dem begge faktisk. Smagsmæssigt er jeg fan af begge.
Bagepulverkringle holder sig ikke frisk længe, til gengæld er den mere sprød. Gærkringle bliver mere saftig og smager mere “rigtigt” af kringle. Du bestemmer. Det er din tid i køkkenet der skal afgøre det.
Det er klart hurtigst at bage bagepulverkringle, så hvis du får uventede gæster, og det skal gå tjept, er det da dem du skal bage.
Hvis du gerne vil prøve kringlerne med bagepulver, så prøv f.eks. disse kringler med marcipan og æble, kringle med marcipanremonce, med remonce uden marcipan, kringle med syltetøj, kringle i lange baner.
Er du ny i kringle branchen, så start roligt med bagepulver-kringlerne. De er lynhurtige at lave og dejen skal ikke hæve. På en halv time er der kringle til kaffen.
Du kunne også prøve den legendariske Søren Ryge kringle. Den er rigtig god.
Både bagepulverkringle og gærkringle vil også vække jubel på ethvert kagebord. Kringle er altid en succes, for det er en kage, de fleste kan lide.
Kringlerne kan fint fryses og vil være som nybagte hvis du luner dem i ovnen efter optøning. Stænk dem llige med lidt vand først.
Er du kringlefan som jeg?
Kast dig gerne ud i projektet og eksperimentér også gerne med fyldet.
Æblestykker og rosiner kan bruges, æblemos, remonce af smør, sukker og vanilje kan bruges. Gør dig gerne dine helt egne erfaringer med fyld. Det er oplagt at få brugt en rest syltetøj, eller en rest nougat (eller Nutella) når du bager kringle.
Rigtig god kringlefornøjelse. Må kringlerne bringe dig lykke. Kagelykke 🙂
Få flere opskrifter på kringle og kanelstang her:
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.