Brunsvigersnurrer – her får du en god, nem opskrift på snurrer med brunsviger remonce.
Hvad siger du til et fad bløde, snaskede snurrer med brunsvigerremonce af smør, brun farin og sirup? Du kan tro, de smager skønt!

Jeg kan se, at mange af jer søger på “brunsvigersnurrer”. Jeg har derfor prøvet at lave mine brunsvigersnegle som snurrer i stedet.
Smagen er jo helt den samme, det er bare udseendet, der er en smule anderledes.
Hvis du er vild med smagen fra en god brunsviger, så vil du elske disse snurrer!

Den gode brunsviger remonce kan nemlig bruges til så meget lækkert udover den klassiske brunsviger.
Du kan også bruge den som brunsvigerfyld i en kringle – haps!
Få tips og flere opskrifter på lækre kager med snasket brunsvigerfyld nederst i dette indlæg.
Du får også tips om lækkerier med lidt kanel i remoncen – det smager jo også godt.
Brunsvigersnurrer – opskrift på snurrer med brunsviger remonce

Ingredienser
Dej:
- 3 dl lunken mælk kærnemælk/koldskål el. lign. kan også bruges
- 50 gram smør
- 50 gram gær du kan nøjes med 25 gram, hvis du lader dejen hæve længere tid
- 450-500 gram hvedemel
- 3 spsk sukker
- 1 tsk salt
Brunsviger remonce:
- 150 gram blødt smør
- 175 gram brun farin
- 3 spsk sirup både lys og mørk kan bruges
- 1 tsk kartoffelmel/majsstivelse kan udelades
- 1 sammenpisket æg til pensling
- Glasur: ca. 75 gram flormelis rørt med lidt vand
Sådan gør du
Dej:
- Lun mælken sammen med smørret i mikroovn eller gryde. Rør gær og sukker ud i mælken, når den er fingervarm. Tilsæt melet lidt ad gangen sammen med salt. Ælt dejen godt igennem med håndkraft eller køkkenmaskine.3 dl lunken mælk, 50 gram smør, 50 gram gær, 450-500 gram hvedemel, 3 spsk sukker, 1 tsk salt

- Dejen bliver blød og en smule klistret. Måske du skal bruge lidt mere/mindre mel end jeg. Lad dejen hæve et lunt sted i ca. 30 minutter, evt. i ovnen v. 30 grader. Bruger du kun 25 gram gær, så lad dejen hæve 45-60 minutter.

Brunsviger remonce:
- Rør smør, brun farin, sirup og kartoffelmel sammen til en brunsviger remonce. Kartoffelmelet hjælper med at holde på fyldet under bagningen.150 gram blødt smør, 175 gram brun farin, 3 spsk sirup, 1 tsk kartoffelmel/majsstivelse

Sådan former du brunsvigersnurrer:
- Drys lidt mel på køkkenbordet og rul dejen ud til en rektangel på ca. 35 x 45 cm - ca. 4-5 mm tykkelse. Fordel remoncen på dejen.

- Fold dejen sammen og skær den i strimler på ca. 1½-2 cm.

- Træk dejstrimlerne lidt lange og sno og vikl dem sammen til snurrer, bare så godt du kan. Stik gerne enden ind under i midten, så holder snurrerne bedre formen under bagningen.

- Læg surrerne i en bradepande (ca. 27 x 33 cm) eller på en bageplade. Jeg fik plads til 15 stk i min bradepande og resten bagte jeg i en anden lille form. Snurrerne må gerne ligge tæt.

- Lad snurrerne efterhæve tildækket i ca. 25-30 minutter et lunt sted, gerne i ovnen v. 30 grader. Pensl forsigtigt snurrerne med sammenpisket æg. Det giver en blank, sprød overflade og det holder godt på fyldet.1 sammenpisket æg

- Bag brunsvigersnurrerne nederst i ovnen ved 175 grader varmluft (eller 200 grader almindelig ovn) i ca. 13-15 minutter eller til de er sprøde og gyldenbrune. Bag dem ikke for længe og de må ikke blive for mørke. Hold øje med dem.

- Rør lidt glasur og træk striber af glasur over de afkølede snegle. Servér sneglene nybagte, men de er også fine dagen efter.Glasur: ca. 75 gram flormelis rørt med lidt vand

Noter

En sprød brunsvigersnurre med remonce af brun farin, smør og sirup.
Øj, hvor er de lækre! Hvis du er frisk på et eksperiment, så prøv disse bløde, svampede brunsvigersnurrer.
Vi behøver da ikke lave kanelsnurrer hver gang vi bliver lækkersultne, vel? 🙂
Både snegle og snurrer kan nemlig sagtens laves med andet fyld. Prøv også disse kardemommesnurrer.
Vi skulle da næsten også prøve at lave vaniljesnurrer med denne vaniljeremonce?

Tips og variationer til opskriften på brunsvigersnurrer:
- Tilsæt lidt kardemomme til dejen, hvis du er glad for kardemommesmag i bagværk. Du kan også tilsætte lidt kardemomme til remoncen.
- Hvis du kommer lidt kanel i remoncen, kan du lave en mellemting mellem kanelsnurrer og brunsvigersnurrer. De er også super lækre!
- Prøv også lidt revet marcipan i fyldet eller drys hakkede nødder på toppen.
- Riv evt. også et par æbler over remoncen, før du lægger dejen sammen om fyldet. Snurrer eller snegle med æblefyld smager nemlig også godt.
- Vil du springe glasuren over, kan du drysse snurrerne med lidt perlesukker før bagning.
- Dejen kan også bages som en hel klassisk brunsviger, hvis du synes det er nemmere.

Skøn brunsviger remonce – den bliver ekstra lækker med lidt sirup i
Jeg synes, at jeg har fået eksperimenteret mig frem til en virkelig lækker måde at lave brunsviger remonce på.
Det giver lidt en ekstra god karamelsmag med lidt sirup i, synes jeg. Både lys og mørk sirup kan bruges.
Lidt kartoffelmel i remoncen hjælper med at holde på fyldet. Bare lige et smart fif fra mig til dig. 🙂
Kan man lave koldhævede brunsvigersnurrer i stedet?
Ja, måske det er nemmere for dig at forberede snurrerne dagen før.
Dejen kan sagtens koldhæves. Brug i så fald ca. 10 gram gær og kold mælk. Lad dejen hæve tildækket i køleskabet natten over. Form snurrerne næste dag og lad dem efterhæve ca. 30-45 minutter før bagning.

Serveringsforslag – nyd dine brunsvigersnurrer
Brunsvigersnurrerne er gode til kaffe, brunch, fødselsdag eller på et kagebord. De er selvfølgelig allerbedst nybagte, hvor remoncen stadig er blød og snasket.
De kan sagtens lunes let i ovnen eller airfryeren dagen efter. Så bliver de næsten som nybagte igen.
De er også gode at tage med på tur, skovtur eller med på arbejde. Mon ikke du bliver populær med sådan en pose under armen? 🙂
Rigtig god fornøjelse med brunsvigersnurrerne til dig. I bliver vilde med dem hjemme hos dig, er jeg sikker på. 🙂
Prøv også disse brunsviger cookies eller disse brunsviger boller med kanel.
Få flere opskrifter på brunsviger og snurrer her:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.






