Den nemmeste æblekage du kan bage må være en kage med smuldredej.
Udtrykket smuldredej fortæller egentlig meget godt, hvordan dejen laves – ja faktisk er det bare smør, mel og i dette tilfælde havregryn og krydderier der skal “smuldres” sammen og herefter drysses over frugten.
Jeg kan rigtigt godt lide at bruge “julede” krydderier i en crumble og i dagens smuldrekage har jeg brugt både kanel, kardemomme og stødt ingefær.
Disse krydderier smager skønt til frugtcrumbler med f.eks. pærer, blommer eller æbler, men du kan sagtens udelade nogle af krydderierne, eller erstattes dem med nogle helt andre efter eget valg.
Jeg har brugt æbler til den æbletærte du skal høre om i dag, men du kan sagtens også bruge anden frugt – blommer, jordbær, rabarber, pærer? Bare brug den frugt der er sæson for lige nu og som du har på lager enten i din have eller i din frugtskål.
En kage med smuldredej kaldes også for en crumble eller en crumblekage – kært barn har da mange navne du ved 🙂
Opskriften er rigtig nem og du får den lige her:
Æbletærte med smuldredej – nem og hurtig æble crumblekage

Ingredienser
- 10 æbler i tern. Kan erstattes med f.eks. pærer, rabarber, blommer eller anden frugt
- 125 gram smør blødt
- 150 gram sukker
- 150 gram hvedemel
- 1 dl havregryn kan erstattes med hvedemel
- 1 spsk kanel
- 1 tsk kardemomme
- 1 tsk stødt ingefær
- 1 tsk vaniljesukker
- 1½ spsk sirup tilsættes hvis massen er for tør og usammenhængende. Både lys og mørk kan bruges
Sådan gør du
- Skræl æblerne, skær dem i tern og læg dem i en skål med vand
- Bland mel, sukker, vaniljesukker og krydderier
- Smuldr smørret i og tilsæt evt. sirup
- Tilsæt havregryn
- Smør et ildfast fad. Jeg brugte et ovalt fad der var ca. 30 cm langt. Alle slags bagefade kan bruges, tærtefade også
- Tag æblestykkerne op af vandet og lad dem dryppe lidt af. Fordel æblestykkerne i bageformen og drys smuldredejen ovenpå
- Bag æbletærten ca. 35 minutter v. 175 grader varmluft - placér fadet nederst i ovnen. Smuldrekagen er færdig, når den er sprød og gylden og æblerne er gennembagte. Ovne varmer forskelligt, så måske din skal have kortere/længere tid.
- Servér gerne vaniljeis eller flødeskum tli æbletærten
Noter
Æbletærte med smuldredej – den hurtigste æblekage du kan bage. Prøv denne med havregryn og krydderier
Det smarte med en smuldrekage er, at du kan bruge næsten al slags frugt.
Hvorfor dog endnu en crumble på nogetiovnen.dk og hvorfor er denne særligt god?
Denne æbletærte med smuldredej kom med på besøg hos mine forældre og min mor elsker bare krydderkage, så jeg puttede alle de kage-krydderier i, som jeg havde på lager i sommerhuset.
Jeg tror endnu ikke at jeg har bagt en æblecrumble med både ingefær, kardemomme, kanel og vanilje. Er du ikke så stor fan af krydderier, så kan du sagtens nedjustere eller udelade dem.
Mine forældre bor rimeligt tæt på sommerhuset, så vi ser dem heldigvis oftere, efter vi har fået sommerhus og de sætter pris på hjemmebag.
Æblerne jeg brugte, var en masse nedfaldsæbler hjemme fra haven i Randers, hvor jeg lige tog en tur i haven og samlede nedfaldsfrugten op før vi kørte i sommerhus.
Dejligt at kunne tage en hjemmebagt hilsen med hjemmefra – det kan jeg rigtigt godt lide at gøre, når vi skal på besøg. <3
Denne crumble tog kun et kvartér at forberede og så klarede ovnen ellers resten af arbejdet. En virkelig nem kage. Kagen blev pakket ind, da den kom ud af ovnen, så den var stadigvæk dejligt lun, da vi nåede frem. Perfekt til eftermiddagskaffen.
Fløden havde jeg også med og den fik vi hurtigt pisket og kagen vakte jubel, kan du tro. Min far elsker kager med flødeskum og min mor var vild med den krydrede kage. En succes 🙂
Måske du også skal prøve den nemme lækre æbletærte, hvis/når du skal besøge dine kære? Måske du også kunne servere den som dessert, en dag I får gæster? En perfekt kage også i dessertsammenhæng.
God fornøjelse med æbletærten og din smuldredej 🙂