•  
  •  
  •  
  •  
  •  

DSC_4614

Store teenagere – stor appetit.

De samtaler jeg oftest har med min søn kredser om dette tema: aftensmaden. “Mor, hvad skal vi ha’? (underforstået, til aftensmad).

Når han har forvisset sig om, at der vil være lækkerier på menuen, slapper han af, vel vidende at der nu er styr på det. Maden betyder noget og fylder meget for os alle – især for en sulten teenagedreng.

Lækkert aftensmad – lækker dag! Kedeligt aftensmad – kedelig dag. Sådan kan det vist godt opsummeres, hvis man spørger min søn 😉

Lækker pastaret med paprika, pølser og stegte løg

Det afspejler sig lynhurtigt i humøret på sønnike hvis der er en livret på menuen og omvendt. Serveres der denne lækre kalkunret med porrer, bliver han trist. Jeg forstår ham ikke, det er min og hans storesøsters livret! Sønnike kan ikke udstå den!

NÅ men i dag, da sønnike spurgte: “Hva’ skal vi ha’?” fik han straks julelys i øjnene. “Vi skal have orange pasta” sagde jeg og der var jubelscener.

Lækker pastaret med paprika, pølser og stegte løg

Retten har fulgt os i mange år. “Orange pasta” var min søns ord, da vi spurgte ham ud om hans livret, som 3-årig. Det tog lang tid for os at finde ud af hvad han egentlig mente da han snakkede om “orange pasta” – det har vi helt styr på nu, og jo da: nu kan retten jo slet ikke hedde andet? Det ER jo orange pasta! 🙂

DSC_4605

…og hvad er så orange pasta?

En nem og lækker pastaret med pølser, ketchup, løg og paprika.

Dagens variant blev peppet op med gulerodstern. Mine store børn har faktisk nu nået den alder hvor de ikke kan undvære grønt i maden. Det har taget os ÅR at nå dertil. De spiser grønt og frugt i lange baner, de unge mennesker i familien, så fortvivl ej, hvis du har mindreårige børn. Pludselig kan det skifte, og så foretrækker ungerne det grønne!DSC_4595

Jeg fortalte ikke sønnike om gulerødderne i dagens ret. Hvorfor dog tage den barnlige glæde fra ham? 😉

Opskriften kommer her. Dine børn vil ELSKE dig hvis/når du laver den. Den vil skabe jubelscener i dit hjem, og retten er nem at lave selv på travle hverdage. Lav den en dag der kommer legekammerater med hjem, til børnefødselsdag eller ved andre lejligheder hvor du får huset fyldt med børn? :

Pasta med pølser, ketchup & løg – på panden

Pastaret med pølser, paprika, ketchup og løg stegt på panden
Print opskrift Del på Pinterest
Forb. tid: 15 minutter
Tilb. tid: 30 minutter
Samlet tid: 45 minutter
Ret: Pasta med løg og pølser
Kategori: Billig hverdagsmad
Keyword: ketchup, løg, nem pastaret, pølser
Portioner: 6 pers.
Forfatter: Gitte Hansen

Ingredienser

  • 750 gram fuldkornspasta spaghetti er bedst
  • 500 gram pølser Skåret i skiver. Gerne så mange pølser som muligt
  • 2 store løg i tern
  • 5-7 gulerødder i små tern, Kan udelades.
  • 3-400 ml ketchup ca.
  • 140 gram koncentreret tomatpure kan erstattes med ekstra ketchup
  • 4-5 spsk stødt paprika afhænger lidt af hvor kraftig din paprika er
  • Olie til stegning
  • Salt
  • Drys: Revet ost. kan undværes

Sådan gør du

  • Kog pasta
  • Skær løg, pølser og gulerødder i små tern og svits i smør eller olie. Jeg brugte 2 pander til denne portion. Du kan også stege retten i et stort stegefad, der kan bruges på komfuret eller en støbejernsgryde.
  • Tilsæt paprika og rør godt.
  • Fordel pastaen på panderne og vend med ketchup og tomatpure. Tilsæt ketchup, til retten ikke virker tør
  • Krydr godt med salt
  • Lad pastaretten stege ca. 15 min. på panden. Vend den et par gange undervejs. Retten kan også laves færdig i ovnen.
  • Servér retten rygende varm med revet ost på toppen eller et drys parmesanost

Noter

Alle slags pølser kan bruges, jo flere pølser jo bedre
Brug rigeligt ketchup, så retten ikke bliver for tør. 
En evt. rest kan gratineres i ovnen dagen efter med et drys ost på toppen
Få tips om flere opskrifter fra BagenørdenFølg bloggen på Facebook @Nogetiovnen

En nem og lækker pastaret med pølser, ketchup, løg og paprika og gulerødder også

Det fungerede rigtigt fint at tilsætte gulerødder til retten. Det gør vi helt sikkert også næste gang. Man kan uden at tænke over det sagtens spise 1 kilo gulerødder på denne måde. Det gjorde os godt. Retten i sig selv er der nemlig ikke den store sundhedsværdi i, så fint at supplere med lidt grønt – eller orange  😉
Lækker pastaret med paprika, pølser og stegte løg

Her ser du tilberedningsprocessen i billeder fra start til slut:

Sådan laver du pasta med pølser, ketchup, løg og paprika – se billederne her:

Jeg tør godt ÆDE min gamle hat på, at retten bliver en succes i din familie! Den er en klar familiefavorit her. Jeg har skrevet om den før; og  denne variant med karryketchup var også lækker. Dagens udgave fortjener dog et selvstændigt indlæg,  synes jeg, fordi der var spændende nye eksperimenterende gulerødder i?

Retten var et kæmpe hit i min familie og selvom portionen var stor, var det tæt på at der ikke var mad til dagen efter også. Man kan spise virkelig meget af denne ret, fordi den smager så godt.

Den må du prøve hjemme hos dig også – du bliver SÅ populær 🙂

God fornøjelse med retten – hverdage og hverdagsretter er der nu engang flest af 🙂

Lækker pastaret med paprika, pølser og stegte løg


  •  
  •  
  •  
  •  
  •