Fyldte peberfrugter med oksekød, majs og gulerødder

  • Fyldte peberfrugter med oksekød, majs og gulerødder

Fyldte peberfrugter med oksekød, majs og gulerødderUhm – en lækker servering du skal høre om i dag – og sund også.

Kæmpe store peberfrugter var på tilbud i discountbutikken og der var ikke langt fra tanke til handling. Dagens menu blev til til fyldte peberfrugter, godt fyldt med oksekød, majs og gulerødder. Kødfarsen blev kogt ind med fløde og koncentreret tomatpure. Uhm!

Det blev en rigtig lækker menu og der blev rigeligt til den sultne familie i flere dage plus frokostbøtter til flere. Der var jubel omkring middagsbordet og skønt at en ny familiefavorit nu er inviteret med ombord.Fyldte peberfrugter med oksekød, majs og gulerødderVi spiste fuldkornsris og broccoli til de fyldte peberfruger og det var derfor en rigtig sund menu i den fedtfattige kategori.

Jeg brugte ekstra grøntsager i kødsaucen, for at få flere vitaminer, mere mæthed og flere fibre i. Vær gerne kreativ og tilsæt de grøntsager du lige har på lager. Du kan også undlade grøntsagerne og nøjes med kødfyld? Du bestemmer 🙂

Jeg brugte en masse peberfrugter – 10 ialt. Størrelsen varierede, men bruger du rigtigt store peberfrugter, kan du nok nøjes med færre. Du skal påregne ca. 1 peberfrugt pr. person og 2. hvis I laver mad til 2 dage.Fyldte peberfrugter med oksekød, majs og gulerødder

Du får opskriften på de fyldte peberfrugter lige her:

Fyldte peberfrugter med oksekød, majs og gulerødder
 
Forberedelse
Tilberedelse
Tidsforbrug
 
Fyldte peberfrugter med oksekød, majs og gulerødder
Forfatter:
: Fedtfattige madretter
: Mad til to dage
Portioner: 8-10 pers.
Det skal du bruge:
  • 1 kg. hakket oksekød
  • 5 fed friskpressede hvidløg
  • 2 store løg i tern
  • 1 spsk tørret oregano
  • Salt/peber
  • 6 gulerødder i tern
  • 1 dåse majs
  • 1 stor dåse tomatkoncentrat
  • 2½ dl fløde - gerne kaffefløde
  • 10 peberfrugter
  • Revet ost
  • Tilbehør: Ris
Sådan gør du:
  1. Svits kødet og tilsæt friskpresssede hvidløg og løg i tern. Du behøver intet fedtstof til stegningen
  2. Tilsæt salt/peber og oregano
  3. Skræl gulerødder og skær dem i små tern og tilsæt
  4. Tilsæt majs
  5. Tilsæt tomatkoncentrat og fløde og lad kødsaucen simre nogle minutter, til lidt af væden er dampet væk.
  6. Skyl peberfrugterne og befri dem for toppen, kerner og de hvide hinder.
  7. Halvér peberfrugterne og læg dem i et ildfast fad, eller to.
  8. Fordel kødsaucen i peberfrugterne
  9. Riv ost på toppen
  10. Sæt fadet/fadene i ovnen og steg peberfrugterne 30 minutter v. 150 grader varmluft.

Det var fint at strække kødsaucen med grøntsager, men der var til MANGE peberfrugter og de var så mættende, at vi spiste meget færre end beregnet. Skønt! Så er der nem mad til i morgen og der er rigeligt til lækre frokostbøtter i morgen også.

Fyldte peberfrugter er blevet vores nye familielivret og jeg vil nu holde et ekstra vågent øje med peberfrugter på tilbud – og særligt de gode store af slagsen.

Fyldte peberfrugter er en festlig og farverig servering. De vil pynte og lyse gevaldigt op på et buffetbord f.eks.?

Som hverdagsret er de også rigtigt fine. Det tager lidt tid at lave på dag 1, men på dag 2 skal de jo bare varmes i ovnen. De kan derfor også sagtens laves dagen før dine gæster kigger forbi. 
Fyldte peberfrugter med oksekød, majs og gulerødder

Dagens menutip fra mig til dig 🙂

Jeg håber alt vel hos dig? Alt vel her. Jeg er endelig blevet mig selv, efter et døgns zombietilstand efter skiftet til sommertid. Jeg beklagede mig noget på bloggens side på Facebook og jeg er jo slet ikke den eneste, der er træt af den sommertid, kan jeg se af de kommentarer jeg fik.

Ak jamen, min krop kan da bare slet ikke vænne sig til den sommertid og det bliver ikke nemmere, jo ældre jeg bliver. Det er komplet naturstridigt! Uha – hvor er det lige, at vi gør oprør henne? Jeg råber gerne rigtigt højt.

NÅ men nu er jeg blevet menneske igen – efter god – og rigeligt – nattesøvn. Håber din krop og sjæl har akklimatiseret sig i den rette zone nu?

Ellers må du sove godt i nat – jeg håber vi springer friske ud af sengen i morgen tidlig 🙂

Mere inspiration

4 Kommentarer

  1. Lotte Kristiansen 30. marts 2017 af 05:16- Svar

    Lavede de fyldte peber frugter og de smagte super godt. Vi kunne godt lide det bid der er i peberfrugten , så det bliver ikke sidste gang😀😀

    • Gitte Hansen 30. marts 2017 af 07:30- Svar

      Hej Lotte
      Ej hvor lyder det da bare godt. Her i huset var vi også vilde med dem, netop fordi peberfrugterne ikke var helt udkogte. De giver jo en fantastisk smag til kødet, SÅ lækkert!
      Dejligt at retten også smagte jer. Tusind tak for din tilbagemelding 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  2. Cecilie Boisen 28. marts 2017 af 22:13- Svar

    Mmmm.. fyldte peberfrugter smager bare SÅ godt😋
    Tænkte på om det ikke ku være muligt at hælde risene i kødsovsen, lade det hele simre lidt længere, inden det hældes i peberfrugterne..?
    Tusind tak for en fremragende side med de bedste opskrifter – jeg bruger den meget flittigt! Senest i søndags hvor vi med stor fornøjelse spiste pizza👍😉

    • Gitte Hansen 28. marts 2017 af 22:16- Svar

      Hej Cecilie
      Tusind tak for din søde feedback og dine mange roser. Dejligt du finder inspiration i bloggen, det glæder mig meget 🙂
      Jo jeg spekulerede også på at tilsætte ris, men kunne ikke lure, om de skulle forkoges først? Prøv da endelig og super god ide. Hører meget gerne om dine erfaringer.
      Hvad plejer du ellers at putte i kødsaucen?
      Mange hilsner
      Gitte nysgerrig 🙂

Læg en kommentar