Bristede drømme. Uhm her får du opskriften på dejlige drømme småkager med olie. Nemme kager, der også kaldes krakelerede småkager

Bristede drømme lyder næsten som en ulykkelig kærlighedshistorie. Det kunne også være vise ord, fra et livsklogt menneske, der ser tilbage på et langt levet liv, uden at være nået i mål. 🙂
Kagerne bristede drømme, er af en helt anden kaliber. En nem sød lille chokoladesmåkage, med blød chokoladekerne og krakeleret sukker-ydre.
På toppen er kagerne sprøde, og i midten er de bløde som en chokoladekage, med en konsistens der er lidt sej og “chewy”. Udenpå er kagerne sprøde og sukkersøde. En skøn kage, kan du tro!
Skønne småkager, der er fine som julesmåkager, men som også smager godt resten af året.
Med lidt fri jule-fantasi, kunne man næsten forestille sig, at et snedrys har pudret kagerne? 
Kagerne er rigtigt nemme at lave og de er forfriskende anderledes. Faktisk er de også billige at lave, da smør jo er dyrt at bruge i kage.
Vaniljesukker skal du til gengæld bruge en del af til kagerne, men det giver en rigtig god smag i kagerne.
Du skal bruge ganske få enkle ingredienser til disse kage. Mon ikke du har alle ingredienserne i dit køkken?
Der er kun brugt ½ dl olie i dejen, til over 50 kager. Fedtfattige kager altså, uden at det dog går ud over hverken smag eller konsistens.
Trylleri. Magi. Kagemagi. I stedet for “Bristede drømme” skulle kagerne næsten hedde “Fuldendte chokoladedrømme”?

Kagerne tager kun 10 minutter at røre sammen. Du vil snildt kunne tage selv små børn med i køkkenet som “medtrillere”. De vil synes det er sjovt at dyppe i flormelis tror jeg.
Vi er vilde med kagerne her i huset, så spring du roligt på opskriften. Den er nem og du får den lige her:
Bristede drømme – nem opskrift på lækre krakelerede chokoladesmåkager

Ingredienser
- 2 dl sukker
- 2 spsk vaniljesukker
- 3 spsk mørk kakaopulver kan laves uden kakao, som vaniljevariant
- 3½ dl hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- ½ tsk salt
- 2 æg
- ½ dl olie smagsneutral - f.eks. raps eller solsikkeolie
- Drys: Flormelis
Sådan gør du
- Bland alle de tørre ingredienser. Rør æg og olie i Dejen kan røres med ske eller røremaskine, men det er først når du ælter med hænderne, at dejen vil komme til at hænge rigtigt sammen. Sæt dejen på køl ½ times tid (eller 10 min. i fryseren)

- Form små kugler af dejen og tril kuglerne i flormelis bagefter. Størrelsen bestemmer du lidt selv. Jo større kager, jo blødere midte. Sæt kuglerne på bageplade med bagepapir. Kagerne flyder kun lidt ud under bagningen.

- Bag kagerne 8-10 minutter v. 150 grader varmluft (175 gr. alm. ovn) afhængigt af hvor store dine kager er. Pas på de ikke bliver for mørke

- Lad kagerne afkøle på en bagerist. Kan puttes i kagedåse når de er helt afkølede.

Noter
De lækre chokolade småkager med olie er nemme at lave og smager skønt – de kaldes også crinkle cookies
Komplet fortryllende kager, som nok hurtigt skal få ben at gå på. Vi har hermed fået en ny småkagefavorit. Er du vimmer de smager godt de kager!
Vildt! Man forstår slet ikke, at der kun er ½ dl olie i, og så til så mange kager!
Krakelerede chokolade cookies – super nemme at lave. Kig med på billederne her
De bristede drømme burde vi da kunne eksperimentere noget mere med? En ren vaniljeversion uden kakao, en version med kaffesmag eller hvad med en lakridsudgave? Du kan også prøve disse bristede drømme med appelsin? eller disse jule crinkle cookies med kanel?
Klart at “snedrysset” vil være smukkest på de chokoladebrune kager, men de andre varianter lyder også for lækre synes jeg?
Mon ikke du kommer til at høre mere til “drømme småkagerne” på nogetiovnen.dk
Kender du dem mon godt i forvejen og hvilket navn kender du dem mon så under? Det kunne være sjovt at høre?
Bristede drømme blev dagens småkage her på bloggen.
En weekend nærmer sig sin afslutning. “Bristede drømme” frister man sig vel næsten til at sige? 😉
Denne weekend bød på arbejdslørdag og selvom det er ret så hyggeligt, så føler man sig alligevel lidt snydt alligevel.
Snydt for noget fritid. Jeg har dog opført mig i dag som om jeg havde al tid i verden.
Jeg har gjort det jeg havde allermest lyst til: gået tur i solen, lavet lækkert mad og bagt småkager, helt uden tanke for at en arbejdsdag allerede venter forude i morgen.
Ingen bristede drømme indeni 🙂
Få flere gode opskrifter på bristede drømme småkager eller småkager med olie i dejen her:
1.

2.

3.

4.

5.







Ååhhh, det er de skønneste cookies – det er jo egentlig små brownies dekonstrueret til en cookie?
Jeg står og har et par citroner i overskud, og det smager altså også skøøønt, at lave citron cookies på denne måde med revet citronskal og lidt citronsaft – tror jeg skal bage i morgen ??
Pia
Måske at det ikke var så god en ide at bage dem igår, når jeg først skal bruge på om en uge… Er ikke helt sikker på, at de overlever så længe…
Jeg har lige prøvet dine bristede drømme, og jeg må tilstå at jeg jeg kom til at tilsætte “lidt” hasselnødder. Det blev de bestemt ikke ringere af. SUK de er gode…… Eller det ved jeg faktisk ikke, for jeg glemte at trille det første hold i flormelis. Så nu kan jeg prøve dem både med og uden.
Kh Birthe