Hurtige småkager med peanuts. Her får du opskriften på de lækreste peanut småkager med æggeblommer.
Sprøde småkager med peanuts klar på et kvarter?
Jamen det lyder jo næsten for godt til at være sandt, men tro mig, det passer. Du kan lave disse småkager nemt og hurtigt med ganske få ingredienser.
Uhm, glæd dig til at smage småkagerne – de er SÅ gode!

Skønne peanutskager til dine gæster, familie eller bare dig selv. Måske du også er blevet lækkersulten? Det kan jo ske. 🙂
Opskriften er en gammel kending på bloggen. Du finder den også her i en version med saltmandler.
En opskrift jeg tit vender tilbage til, fordi den simpelthen bare er så nem. En genial opskrift, hvis man lige har et par æggeblommer i overskud. Dejen er en blød dej med flormelis og den kan røres bare med ske, uden piskning. Nemmere bliver det ikke.

Jeg brugte salte peanuts i dejen, og det giver en rigtig god smag til de søde småkager. Jeg er vild med peanuts, og de er faktisk heldigvis også nogle af de billigste nødder, man kan købe.
Kombinationen af sødt og salt fungerer bare så godt i kager. Peanuts kan selvfølgelig sagtens udelades eller erstattes med andre nødder eller mandler.
Brug gerne opskriften som en god grundopskrift på hurtige småkager.
