Kartoffelmuffins i form med knuste kartofler er så nemme at lave og de smager skønt.
Knuste kartofler eller smashed potatoes i form. Ja, faktisk så er det kogte kartofler man bruger som bund i disse muffins. Smart!
Små kartoffeltærter kunne vi også kalde dem?
Det er virkelig nemt at lave disse kartoffelmuffins, hvis du lige har en portion kogte kolde kartofler i overskud.
En ny og anderledes måde at få brugt en rest kogte kartofler på. Vi kan jo ikke spise biksemad hver gang, vel? 🙂
Vi havde 12 små kogte kartofler til overs. Det passede helt perfekt til min muffinform af metal, der lige havde plads til 12 muffins.
Kartoflerne knuste jeg bare med bunden af et glas, så de blev trykket flade. Genialt! 🙂

Sprøde kartoffelbunde med fyld. der sagtens kan varieres.
Jeg brugte det fyld vi havde i køleskabet: tomater, rødløg og ost. Prøv dem også med kødfyld eller benyt dig af muligheden for at tømme køleskabet og grøntsagsskuffen.
I dag lavede jeg vegetariske kartoffelmuffins, men du kan sagtens eksperimentere med fyldet.
Du kan også fylde muffinsene med æggemasse, hvis du foretrækker det? Få flere tips og variationer nederst i dette indlæg.
Skøn smag og en skøn gratineret top med masser af ost. Uhm!

Opskriften er super nem og du får den lige her:
Kartoffelmuffins i form med knuste kartofler – opskrift

Ingredienser
- 12 små kogte kartofler gerne kolde, det gør dem nemmere at trykke ud i formen. Alle slags kartofler kan bruges.
- Olie til pensling
- Salt og peber muffinsene skal krydres godt
- 12-18 cherrytomater skåret i halve
- 1 rødløg i tynde skiver
- 150 gram ost jeg brugte revet mozzarella, men anden ost f.eks. Danbo, cheddar el. lign. kan også bruges
Sådan gør du
- Pensl muffinsformene med olie. Brug gerne forme af metal for det sprødeste resultat. Læg én kartoffel i hver form og pensl med olie. Tryk kartoflen flad med bunden af et glas. Dryp med lidt ekstra olie og krydr godt med salt og peber.

- Forbag muffinene i ca. 10 minutter v. 175 grader varmluft (200 gr. alm. ovn) eller til de begynder at blive lidt brune og sprøde. Fordel fyldet ovenpå: tomater, og løgskiver. Andet fyld kan bruges.

- Krydr igen med salt/peber før du fordeler revet ost på toppen. Pres osten godt ned i toppen og undgå, at for meget ost ryger udenfor muffinformen. Al slags ost kan bruges.

- Bag kartoffelmuffinsene færdige i yderligere ca. 10-15 minutter eller til osten er smeltet, sprød og gylden/gratineret på toppen.

- Drys evt. lidt friske krydderurter på toppen før servering. Server dine kartoffelmuffins lune som de er evt. med tomatsalat eller grøn salat til.

Noter

Små kartoffeltærter med smashed potatoes i muffinsforme
Jeg elsker bare, når jeg kan trylle nyt liv i mine madrester. Disse kartoffelmuffins kommer vi helt sikkert til at lave mange gange herhjemme fremover. Ideen har jeg glædet mig til at dele med dig.
De små muffins med kartofler vil være perfekte at servere til buffet, tapas, brunch eller frokost.
Forsteg gerne kartoflerne alene i formene først, så bliver de mere sprøde, end hvis du bager dem med fyldet på fra starten. Bare lige et tip til sprøde og lækre kartoffelmuffins.

De små muffins mætter godt, som kartofler jo gør og så har de den lækreste smag.
Husk bare lige at krydre dem godt med rigeligt salt og peber.
De små faste kartofler er nemmest at trykke ud i formen, men du kan også bruge en rest store kartofler og dele dem i mindre stykker. Brug de kartofler du har.
Jeg brugte bare et glas til at trykke kartoflerne ud med. Lidt olie på kartoflen hjælper glasset til at slippe bedre.
Tips og variationer til opskriften på kartoffelmuffins med knuste kartofler:
- Kartoffelmuffinsene vil også være lækre med f.eks. skinke, bacon, kylling, pepperoni, pølser/cocktailpølser som fyld.
- Jeg brugte revet mozzarella, men du kan også bruge f.eks. feta, revet parmesan, Havarti, cheddar eller den ost du har i køleskabet eller er mest vild med.
- Ønsker du en mere “æggeagtig” muffin, så prøv at piske 1-2 æg med lidt mælk og hælde over fyldet før bagning, så bliver det en slags mini-frittata.
- Kartoflerne kan også krydres med paprika, barbecuekrydderi, chili, timian eller andet favoritkrydderi.
- Kartoflerne kan også trykkes ud og tilberedes som bund i en hel kartoffeltærte, få inspiration i denne opskrift.

Serveringsforslag – de små kartoffelmuffins er perfekte at servere:
- Som kartoffeltilbehør til aftensmad f.eks. kylling, hakkebøf, frikadeller
- Til frokost eller let aftensmad med salat til.
- Som muffin til picnic eller madpakke – de smager nemlig også godt kolde.
- Som små tapas eller buffetbidder – de er nemme at tilberede i forvejen og lette at servere også.

En god måde at få brugt en rest kartofler på – og en ny favorit, så dagens lys herhjemme hos os.
Små kartoffeltærter med sprød bund, smeltet ost og grønt fyld. Mon ikke de også bliver et hit hjemme hos dig?
Rigtig god fornøjelse med de små kartoffelmuffins. Du vil elske dem, er jeg sikker på.
Hvis du er vild med kartofler i “nye klæder”, så prøv også disse sprøde røsti eller disse kartoffelpandekager.
Prøv også at tjekke bloggens helt egen kartoffelkategori ud her – eller få inspiration nedenfor.
Få flere opskrifter med kartofler her:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.






