Rabarbercurd. Her får du en god nem opskrift på curd med rabarber. Den må du prøve. Det smager så lækkert på brød, i kager og desserter.
Mon ikke lemoncurd er den mest populære curd? Her har jeg prøvet at lave en rabarber curd og den blev super god! Den er nem at lave, og opskriften har jeg glædet mig til at dele med dig.
Denne curd med rabarber er en syrlig sød rabarbercreme med rabarberkompot. Perfekt at smøre på brød eller at røre i yoghurt. Den vil også være luksus at bruge i kager.
En curd med rabarber får den fineste rosa farve, selvom farven afhænger meget af hvilken rabarbersort du bruger.
De små tynde røde stængler giver den flotteste røde farve og de smager også sødest. Denne curd kan dog laves med rabarberkompot af alle rabarbersorter. Få tips nedenfor til hvordan du kan snyde lidt med farven.
Hvad er rabarbercurd?
Faktisk så er det bare rabarberkompot, der er tyknet med æg og smør. Helt uden husblas. Curden får en cremet konsistens og smager syrligt og lækkert. Den serveres altid iskold og du kan bruge den, der hvor du ellers ville bruge lemoncurd.
Jeg blendede bare rabarberkompotten med min stavblender, men ønsker du en helt fin konsistens, så kan du sagtens si kompotten i stedet. Den blendede version blev perfekt, synes jeg, og det er noget nemmere.
Min opskrift er super nem og du får den lige her. Nederst i dette indlæg får du flere lækre opskrifter med rabarber.
Rabarbercurd – nem opskrift på curd med rabarber
Udstyr (reklamelink)
Ingredienser
Rabarberkompot:
- 400 gram rabarber skåret i 1-2 cm stykker. Anden frugt/bær kan bruges. Frosne rabarber kan også bruges.
- 2 tsk vaniljesukker ½-1 vaniljestang kan også bruges
- 80 gram sukker smag til
Curd:
- 2 hele hele æg smag til
- 1 æggeblomme
- 80 gram sukker smag til (halvdelen skal bruges i kompotten)
- 50 gram smør skåret i små firkanter
- evt. citronsaft
Sådan gør du
- Vask rabarberne og skær dem i små stykker.
- Kog rabarber, vaniljesukker og sukkeret op i en gryde. Kog kompotten under låg, til rabarberne er helt møre. Det tager ca. 10-15 minutter. Omrør undervejs.
- Hæld kompotten i en skål og blend den til fin og glat puré. Har du ingen blender, kan du si massen. Lad kompotten afkøle en smule. Gryden skal bruges igen, så du behøver ikke vaske den.
- Pisk æg og æggeblomme sammen i gryden ved svag varme (skal stå på 2-3 på komfuret).
- Tilsæt kompotten og lidt af gangen imens du pisker. Sukkeret pisker du også i undervejs. Rør til blandingen tykner. Varm massen op. Den må ikke koge, så kan den skille.
- Tag gryden af varmen og pisk smørret i lidt af gangen, til curden er blank og glat. Smag til, evt. med mere sukker, vanilje og/eller citronsaft. Blend curden med stavblender eller pisk den op med elpisker, så bliver den ekstra cremet og luftig
- Hæld den varme curd på skoldede glas og evt. Atamon skyllede glas og afkøl. Jeg fik 2 små glas af denne portion. Opbevar på køl. Curden vil tykne mere efter afkøling.
Noter
Skøn rosa rabarber curd – nem og hurtig at lave. God i/på yoghurt, skyr eller i kager og desserter
Hvis du er vild med rabarber, vil du elske denne rabarbercurd! Den er nem at lave og du kan lave den helt uden husblas. Smart at æg og sukker kan bruges til at tykne med.
Smørret giver curden en lækker smag og en cremet konsistens og de syrlige rabarber giver curden en dejlig frisk smag. Uhm en lækkerbisken! En hjemmelavet delikatesse, jeg glæder mig til at bruge i kager og desserter. Tænk at man kan lave den helt selv! Wow!
Du kan sagtens bruge frosne rabarber fra fryseren.
Serveringstips – hvad kan man bruge rabarbercurd til? Få tips her:
- Serveres på brød, nybagt franskbrød eller ristet rugbrød måske?
- Vend lidt curd i yoghurt, skyr eller flødeskum og servér som en nem dessert a la denne med lemoncurd.
- Brug curden som fyld i kager, lagkager eller roulader som f.eks. denne.
- Kan også bruges som topping på f.eks. havregrød.
- Servér som trifli med flødeskum, curd og f.eks. knuste makroner
- I cheesecake, på is eller i en mousse dessert.
- Til pandekager med is, måske de lækre pandekager med rabarber?
Rabarbercurd er en nem lækker måde at få brugt havens rabarber på. Den smager dejligt sødt og syrligt, er cremet og kan bruges til flere ting i køkkenet, lige fra morgenmad til dessert. Smagen af dansk sommer.
Tips og variationer til rabarbercurd opskriften:
- Tilsæt lidt revet citronskal eller citronsaft, hvis du ønsker en endnu syrligere rabarbercurd.
- Din curd kan få en mere rød farve, hvis du tilsætter lidt hindbær, jordbær eller rød frugtfarve til kompotten.
- Sukker kan erstattes med brun farin eller rørsukker, hvis du vil have en mere krydret/karamelliseret smag.
- Du kan tilsætte lidt majsstivelse/kartoffelmel, hvis du vil tykne din rabarbercurd ekstra.
- Er din rabarbercurd for tynd efter afkøling, så kan du varme/koge den op igen, obs. kun til under kogepunkten.
Jeg er blevet vild med at lave “curd” og min næste ide er at prøve at lave jordbærcurd. Man kan lave curd af al slags kompot tænker jeg – uh og snart får vi også blommer. Ideerne pibler. 🙂
Lemoncurd skal jeg selvfølgelig også prøve snarest. Glæder mig til alle de curd eksperimenter der venter mig – og måske du – forude. ! 🙂
Rigtig god fornøjelse med rabarbercurden til dig. Jeg håber – og tror – at den også bliver en succes hjemme hos dig.
Prøv også f.eks. denne sirup med rabarber eller denne jordbær rabarber marmelade.
Få flere opskrifter med rabarber her eller se med nedenfor:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.
