Tournedos på grill – oksebøffer med bacon serveret med flødekartofler og bønnesalat.
Sikke en lækker og fornem menu du skal høre om i dag.
Perfekt til en dag I gerne vil have lidt ekstra lækkert på tallerkenen. En weekend måske eller en dag I får gæster? Det kunne også være nytårsaften?
Saftige og lækre oksebøffer i baconsvøb. De smager SÅ godt og så er de nemme at tilberede på grillen, i ovnen eller på panden.
Hvad er tournedos lavet af?
Tournedos kan være lavet af oksemørbrad eller kalvemørbrad.
Man kan også købe udskæringer af tyksteg eller oksetykkam, der omviklet med bacon ligner tournedos. Dette er noget billigere oksekød.
Disse kaldes oftes oksemedaljoner eller tykstegsmedaljoner.
Uanset hvad du kalder lækkerierne, så er det lækre bøffer, kan du tro. Bacon giver en rigtig god smag til kødet. Bøffernes tykkelse gør også, at man ikke så nemt kommer til at tørstege dem. Kødet bliver altid super mørt og saftigt.
Vi har altid været heldige med vores tournedos eller oksemedaljoner.
Selvom en tournedos kan være flere centimeter høj, så kan det fint lade sig gøre at få den godt tilberedt alligevel.
Prøv lige at se hvor saftige, møre og lækre de var, dem vi spiste. De var helt perfekt stegte.
Jeg er ikke storfan af helt rødt oksekød, men det er min mand til gengæld.
Han får derfor næsten altid den største af bøfferne, for den er mest rød. Heldige asen, den har han regnet godt ud. 🙂 Jeg får den lidt mindre, der er rosa og det passer mig helt perfekt.
Du bestemmer helt selv hvordan den bøf skal være. Rosa/rød eller måske næsten gennemstegt?
Det vil dog være synd at gennemstege en tournedos helt, synes jeg, men det bestemmer du. 
Tilberedningstiden afhænger meget af tykkelsen på kødet og hvor rødt du synes kødet skal være.
Vores fik 2 minutter på hver side og de var perfekte. De var 2½-3 cm tykke.
Vi købte vores tournedos med bacon færdigt udskårne, men du kan sagtens selv skære dem ud af et helt stykke mørbrad.
Vi var kun 2 omkring middagsbordet, så det passede perfekt med 2 der var færdige og klar.
Vi spiste de lækre tournedos med bacon til flødekartofler og en nem bønnesalat med olie/eddikedressing.
Opskrifter på tilbehøret, får du nederst i dette indlæg.
Opskriften nedenfor kan du bruge til flere slags udskæringer, også oksemedaljoner o.lign. Prøv også at servere svinekøds-tournedos af svinemørbrad? Uhm det er også et hit.
Tournedos er lækre bøffer, der er nemme at lave. Opskriften får du lige her:
Tournedos på grill med lækkert tilbehør – nem opskrift

Ingredienser
- 2 tournedos af oksemørbrad eller kalvemørbrad. Vores vejede 150 gram pr. stk og de var 2½-3 cm tykke. Bøffer af tyksteg / oksetykkam kan også bruges
- 2-4 skiver bacon
- salt/peber
Sådan gør du
- Skær tournedos ud i 3-4 cm skiver. Vikl 1-2 skiver bacon omkring - brug evt. kødnåle/tandstikkere. Lad kødet stå og temperere 4-5 minutter v. stuetemperatur

- Krydr bøfferne godt med peber og groft salt evt. flagesalt

- Pensl grillen med lidt olie (så bøfferne ikke hænger i) og grill nu bøfferne ca. 2 minutter på hver side ved indirekte varme. Tilberedningstiden afhænger af bøffernes tykkelse og om du ønsker kødet rødt/rosa/mediumstegt). Vores tournedos var 2½-3 cm tykke. Bøfferne kan også tilberedes på pande/grillpande.

- Sluk gasgrillen og lad bøfferne hvile nogle minutter før servering. Vores hvilede bare på grillen, med åbent låg. Bruger du kulgrill, så tag bøfferne af grillen, når de skal hvile

- Servér dine tournedos. De smager skønt med flødekartofler og bønnesalat til

- Se lige nogle lækre tournedos. Saftige, møre og lækre. Læg evt. 1 spsk kryddersmør/ hvidløgssmør på hver tournedos v. servering

Noter
Nemme, lækre bøffer på grillen – tournedos med bacon smager virkelig godt
Uhm en dejlig menu, som vi spiste til EM-fodboldkampen. Der skulle da lidt ekstra lækkert til.
Det var nemt, med bøffer der var klar til brug. Vi skulle bare lige drysse med krydderi og voila, var de klar til grillen. 
Det er altså bare super nemt med en gasgrill. Man skal bare lige trykke på knappen og så er den klar til brug
Efter vi har fået vores gasgrill, griller vi rigtigt meget. Det er bare så nemt og vi synes altså sagtens at kødet kan få en god grillet smag.
Se lige nogle fine grillstriber.
Det er en god idé at pensle grillen med lidt olie, da oksekødet ellers godt vil kunne hænge lidt i. Bare lige et tip til dig. 
Rigtig god fornøjelse med dine tournedos. Jeg er sikker på at de bliver en succes hjemme hos dig.
Til den lækre menu spiste vi flødekartofler og bønnesalat og det var bare perfekt tilbehør til bøfferne.
Få opskrifter på lækkert tilbehør der vil være et hit at servere til bøffer af oksekød som f.eks. tournedos







Få flere opskrifter på lækre festkartofler her










