Kaffebrød med makron – her får du en god nem opskrift på de populære sprøde brød med marcipanremonce.
Kender du de lækre kaffebrød, man kan købe hos bageren med knasende sprød makron masse på toppen?
Det er de lækreste kager, som heldigvis er nemme at bage selv.
Faktisk så er det geniale små “kager” at bage, hvis du har en rest franskbrød til overs. Jeps “kagebunden” er nemlig franskbrød.
Har du en rest brød til overs, så kan du lave disse kaffebrød på 10 minutter. Du skal bare smøre brødene med en nem marcipanremonce. Under bagningen forvandles remoncen til den lækreste sprøde makrontop. Genialt!
Jeg havde tilfældigvis nogle skiver af dette lækre oldemorbrød til overs. Perfekt til mit lille kaffebrødseksperiment.
Sikke nogle skønne kager! Kæmpe succes. Det blev nogle lækre kaffebrød, min mand og jeg kunne nyde til kaffen.
Det må da vist være verdens bedste stop madspilds idé tror jeg?
Tippet har jeg glædet mig til at dele med dig. Jeg tænker al slags hvidt brød kan bruges. Mon ikke det bare skal være uden kerner? Ellers så prøv dig bare frem med det brød du har.
Her får du opskriften på et gammeldags kaffebrød med marcipanremonce – sprøde udenpå og bløde indeni.
Nederst i dette indlæg får du flere opskrifter på lækre kager med marcipan og makron. Du får også mit bud på historien bag kaffebrød.
Kaffebrød – opskrift på lækre sprøde brød med makron
Ingredienser
- 4 skiver franskbrød jeg brugte oldemorbrød
- 50 gram revet marcipan
- 50 gram sukker
- 1 æggehvide
- 1 spsk hvedemel - strøget ca. 6-7 gram
- Evt. mandelflager
Sådan gør du
- Bland marcipan, sukker, æggehvide og mel sammen
- Rør ingredienserne sammen til en jævn remonce.
- Skær brødet tyndt ud, gerne max. 1 cm tykkelse
- Smør remoncen ud på brødskiverne – Sørg for der er nok til alle skiver
- Sørg for remoncen kommer helt ud til kanten.
- Læg brødene på en bageplade med bagepapir og bag ved 175 grader varmluft (200 gr. alm. ovn) i ca. 10-12 minutter eller til de er sprøde og gyldenbrune. Hold øje med de ikke bliver for mørke. Kan laves i både airfryer og alm. ovn.
- Jeg brugte airfryeren til denne lille portion (brugte ikke bagepapir). Bager du dine kaffebrød i ovnen, skal de måske bages et par minutter længere.
Noter
Så er der hjemmelavet brød til kaffen med sprød makron / marcipanremonce – en lille “bid” af gamle dage.
Har du en rest tørt/trist franskbrød, og lidt marcipan til overs også, så kan du trylle disse lækre kaffebrød. De smager skønt til en kop kaffe – eller te. Dem må du da prøve.
Ja man tror jo næsten det er lyv, indtil man har smagt de lækre sprøde “marcipanbrød” første gang. Jeg er sikker på du også bliver fan.
Hvad er mon historien og oprindelsen bag kaffebrød?
Kaffebrød er en mellemting imellem brød, kage og småkage. “Kagens” underdel består af hvidt brød, gerne med rigeligt smør og sukker i dejen. Almindeligt hvidt franskbrød kan også bruges, toastbrød sikkert også? Det gør ikke noget brødskiverne er tørre, så bliver dine kaffebrød bare ekstra sprøde.
Trods navnet, så indeholder kaffebrød slet ikke kaffe, men de smager derimod rigtigt godt til en kop kaffe. 🙂
Kaffebrød har en lang tradition herhjemme og de er igennem årene blevet serveret til mange kaffeselskaber i danske hjem.
Mon ikke det er en genial husmor, der har fundet på at bruge daggammelt brød til lækre kager? Jeg tror det.
En slags nem “brødkage”, man hurtigt kunne bage, når der kom gæster, og når man havde lidt gammelt franskbrød, der ikke skulle gå til spilde. Alt blev brugt førhen og intet gik til spilde.
Marcipanremoncen på toppen er lidt ekstra luksus, hvis man gerne vil servere “lidt ekstra” for sine gæster eller for familien. En smart måde at trylle et par skiver “trist” brød om til en luksus “marcipankage”.
Hvis du gerne vil strække den dyre marcipan, så kan du også blande knuste makroner i marcipanremoncen. Det smager også godt.
Brødskiverne passede lige i min airfryer, men kaffebrød kan selvfølgelig også laves i en almindelig ovn.
Gammeldags kaffebrød – gode gamle minder fra barndommen. Uh de hjemmelavede kaffebrød er vi godt nok blevet vilde med herhjemme.
Du kan servere dem som kage til kaffen, til brunch eller som sød kage til dessert, efter en god middag, eller bare hvis du er lækkersulten.
Tips og variationer til opskriften
- Tilsæt evt. lidt kanel eller vaniljesukker i remoncen.
- Jeg kunne også finde på at lægge lidt tynde skiver af æble under remoncen? Det vil jeg prøve næste gang.
- Drys gerne dine kaffebrød med lidt hakkede mandler eller nødder før du bager dem
- Du kan sikkert også bruge f.eks. krydderboller, teboller, croissanter som bund – bare prøv dig frem.
- Skær kaffebrødene ud i små trekanter, hvis du vil servere dem som små portionsstykker.
- Har du meget brød til overs, så lav en større portion og frys ned – de kan lunes hurtigt i ovn eller airfryer.
Jeg elsker bare når man kan trylle nyt liv i sine rester. Her sparede vi lige en tur til bageren og fik samtidigt brugt 4 skiver trist franskbrød.
Det er sjældent vi har helt hvidt brød her i huset, så straks fik jeg lyst til at prøve at bage kaffebrød. De har stået på min bage to do liste længe og nu skulle det prøves.
Det er bestemt ikke sidste gang, jeg bager dem. Måske jeg skulle reservere nogle skiver franskbrød, næste gang vi har hvidt brød i huset? Så er jeg sikker på vi kan trylle en portion lækre kaffebrød igen. 🙂
Rigtig god fornøjelse med dine kaffebrød. Jeg håber – og tror – at du også bliver helt vild med dem.
Prøv også disse arme riddere – også en lækker dessert, lavet af en rest brød.
Prøv også disse lækre kager med marcipan, makron eller marcipanremonce – få opskrifter her:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.
