Valnøddeboller – her får du en god nem opskrift på hurtige boller med valnødder.
Saftige, svampede valnøddeboller, der er nemme at lave.

Jeg er vild med valnødder og da jeg fandt en pose valnødder i køkkenskuffen, fik jeg straks lyst til at bage en portion boller.
Kæmpe succes! Halløj sådan en lun valnøddebolle smagte skønt med smør og ost på – uhm!
Vi nød bollerne til frokost og resten spiste vi til morgenmad dagen efter. De vil også være et hit i madpakken eller med syltetøj til eftermiddagsteen.

Jeg har også tilsat havregryn, fuldkornsmel og hørfrø til bollerne, så bollerneer lidt grove og mætter godt. De bliver ret luftige alligevel.
Faktisk så er der slet ikke fedtstof i disse boller, men jeg har brugt yoghurt i dejen og det gør bollerne saftige og lækre.
Surmælksprodukter i dejen gør at man ofte kan reducere eller helt udelade fedtstof – smart fif!
Jeg har også brugt mælk i dejen, men faktisk så kan du også bruge øl eller hvidtøl i dejen som i disse boller. Det vil smage godt i valnøddebollerne.

Bollerne har en lys brunlig farve og det skyldes at jeg har penslet dem med kaffe. Det giver en god dybere, lidt krydret smag og en fin og lidt mørkere kulør, der passer godt til valnøddebollerne.
Du kan sagtens pensle bollerne med andet end kaffe – det er helt op til dig. 
Opskriften er rigtig nem og du får den lige her. Nederst i dette indlæg får du flere opskrifter på nemme boller.
Valnøddeboller – nem opskrift på boller med valnødder

Ingredienser
Dej til valnøddeboller:
- 1½ dl yoghurt/tykmælk el. lign. al slags kan bruges, også A38, kærnemælk el. lign. Kan erstattes med ekstra mælk
- 4 dl lunken mælk eller vand øl/hvidtøl el lign. kan også bruges
- 25 gram gær brug kun 10 gram, hvis du vil koldhæve dejen
- 1 spsk sukker honning eller sirup kan også bruges
- 50 gram havregryn kan erstattes med ekstra mel eller ekstra fuldkornsmel
- 50 gram fuldkornsmel grahamsmel, rugmel, speltmel kan også bruges
- 2 spsk hørfrø kan udelades eller erstattes med andre kerner f.eks. solsikkekerner.
- 125 gram valnødder finthakkede eller grofthakkede. Gem evt. lidt til drys.
- 2 tsk salt
- 575 gram hvedemel ca. gerne Tipo 00 eller Manitobamel
Pensling:
- kold kaffe, vand, mælk, olie eller æg
- evt. drys: finthakkede valnødder, sesam, græskarkerner, solsikkekerner kan udelades
Sådan gør du
- Lun mælk/vand og rør gær og sukker ud heri. Rør yoghurt, havregryn, fuldkornsmel, hørfrø og salt i.

- Hak valnødderne og tilsæt. Gem evt. lidt til drys.

- Tilsæt nu hvedemel lidt efter lidt, til dejen kan slippe skål og fingre. Måske du skal bruge mere/mindre mel. Dejen er lidt klistret, men skal stadig kunne formes til boller.Ælt dejen ved håndkraft eller 5-10 minutter på køkkenmaskine.

- Lad dejen hæve lunt og tildækket i ca. 45-60 minutter. Du kan evt. speedhæve dejen 30-45 minutter i ovnen v. 30-40 grader (ikke varmluft)

- Beklæd en bageplade med bagepapir og form boller af dejen. Lad bollerne hæve lunt og tildækket i ca. 30 minutter. Kan speedhæves 20-30 minutter i ovnen v. 30-40 grader. Pensl bollerne forsigtigt. Drys evt. hakkede valnødder på toppen.

- Bag bollerne ca. 12-14 minutter v. 175 grader varmluft (200 gr. alm. ovn) eller til de er sprøde og gyldenbrune. Bagetiden afhænger af bollernes størrelse og din ovns varmeevne.

- Afkøl nogle minutter før servering. De smager skønt lune med smør og ost på.

Noter

Disse boller med valnødder er saftige og bløde og har den dejligste valnøddesmag
Valnødder giver virkelig en rigtig god smag til bolledejen. De kan virkelig anbefales.
Svampede, bløde boller – måske du kan fornemme konsistensen på billedet her?

Valnøddebollerne kan varieres på utallige måder, men de smagte nu også godt som de var. En skøn valnøddesmag, der virkelig klæder bollerne.
Har du ikke valnødder hjemme, så kan du bage bollerne med andre nødder eller de kan helt udelades.
Bare tøm ud i køleskabet og brug dine rester af surmælksprodukter og mælk. Bollerne kan sagtens bages med kun vand også.
Flere tips og variationer til opskriften på valnøddeboller
- Tilsæt f.eks. krydderier til dejen. Det kunne være kanel eller kardemomme – så vil bollerne smage lidt af jul.
- Honning eller mørk sirup i dejen vil give bollerne en sødlig, karamelliseret smag, der passer godt til valnødder.
- Supplér evt. valnødderne med tørrede tranebær, rosiner eller tørrede abrikoser – det vil være en lækker kombination til ostebordet.

- Supplér eller erstat hørfrø med f.eks. solsikkekerner, græskarkerner eller chiafrø.
- Lidt grovere valnøddeboller kan du lave ved at erstatte lidt af hvedemelet med ekstra fuldkornsmel eller havregryn.
- Dejen kan bruges til koldhævede valnøddeboller eller du kan lave en langtidshævet version, så skal du bare bruge mindre gær. Lad dejen hæve natten over og bag næste dag.
- Du kan drysse bollerne med f.eks. havregryn, sesamfrø eller ekstra hakkede valnødder før bagningen.
- Vil du lave en sød variant, så tilsæt lidt mørk chokolade i tern eller lidt marcipantern. På den måde kan du lave lækre müsliboller eller juleboller.
- Tilsæt evt. lidt fintrevet æble, banan eller fintrevet gulerod til bollerne, så bliver de ekstra søde, saftige og smagfulde.

Spring du bare på en portion af de lækre boller og bag gerne dobbelt portion, så du har til fryser og madpakken.
Bollerne vil være et hit at servere som brunch boller en dag du får gæster. Prøv dem også til suppe eller som sandwich boller.
Både smagen og udseendet er lidt anderledes end “almindelige” boller. De er SÅ lækre med ost på!
Vi var vilde med valnøddebollerne hjemme hos os og mon ikke også de bliver en succes hjemme hos dig. 🙂 
Få flere opskrifter på nemme boller her:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.






