Blommekage med mandler – uhm, her får du en god nem opskrift på en lækker kage med blommer.
Jeg er vild med blommer! For mig er blommer smagen af sensommer og jeg elsker, når det lykkes mig at finde et blommetræ med modne blommer.
Så går jeg blomme-amok – elsker at trylle kager og desserter med blommer.
Denne blommekage med mandler, du skal høre om i dag, er hurtig at lave og den bliver ekstra svampet og saftig.
Jeg blandede nogle af blommerne i dejen, og lagde resten på toppen. Det gjorde kagen ekstra saftig og smagfuld.
Denne gang blandede jeg også en del krydderier i kagen, nemlig både kardemomme og kanel. Det gav kagen en virkelig god krydret smag.
Som drys på kagen brugte jeg kanelsukker og grofthakkede mandler – sikke en lækker crunchy knasende topping kagen fik!
Skøn kage, som du sagtens kan lave med anden frugt/andre bær også.
Opskriften kan sagtens bruges som grundopskrift til andre krydderkager eller søde frugttærter.
Er du vild med krydderkager, så kan kagen selvfølgelig også bages uden blommer.
Nederst i dette indlæg får du flere tips til opskriften og du får også flere opskrifter på blommekager.
Blommekage med mandler – lækker kage opskrift
Ingredienser
Blommekage dej:
- 300 gram blommer udstenede og halverede (kan erstattes med anden frugt)
- 2 æg
- 185 gram sukker måske lidt mere hvis dine blommer er meget syrlige
- 1 tsk vaniljesukker
- 50 gram smør smeltet - kan erstattes med ½ dl smagsneutral olie
- 1 dl mælk erstat gerne med tykmælk/yoghurt/kærnemælk
- 150 gram hvedemel ca. 2½ dl
- 2-3 tsk kanel kan udelades
- 2-3 tsk kardemomme kan udelades
- 1 nip salt
- 1 tsk bagepulver
Drys:
- 2 tsk sukker
- ½ tsk kanel
- 2 håndfulde mandler grofthakkede (kan udelades eller erstattes med andre nødder)
- Evt. marcipan
Sådan gør du
- Skyl blommerne og befri dem for sten. Halvér blommerne og dup dem tørre med køkkenrulle.
- Pisk æg, sukker og vaniljesukker lyst og luftigt. Smelt smørret i mikroovn eller gryde og rør det i, sammen med mælken. Sigt mel, bagepulver, salt, kanel og kardemomme i dejen.
- Vend forsigtigt dejen med dejskraber, til den er klumpefri. Rør halvdelen af blommerne i dejen.
- Smør en tærteform/springform på ca. 24 cm i diameter og hæld dejen heri. Fordel resten af blommerne ovenpå.
- Bland sukker og kanel til kanelsukkerdrys og drys det over blommerne. Fordel de grofthakkede mandler ovenpå.
- Bag kagen nederst i ovnen i ca. 35-40 minutter v. 175 grader varmluft (200 gr. alm. ovn) eller til kagen er gennembagt, sprød og gyldenbrun. Tjek undervejs om der hænger dej ved med en tandstikker eller kødnål.
- Lad kagen køle lidt af, før du skærer den ud. Server kagen lun eller afkølet. Vi nød kagen med cremefraiche, men den er også god med flødeskum eller vaniljeis til.
Noter
Fryseegnet.
Dejen kan bages som muffins. Beregn ca. den halve bagetid.
Kage med blommer, mandler og krydderier – nem og svampet
Blommerne giver kagen en dejlig frisk syrlig smag og de sprøde mandler på toppen giver ekstra knas.
Kagen får også den fineste røde farve fra blommerne. Perfekt kage til et kagebord, men den er også god at servere som dessertkage.
Det er en nem kage at bage. Du kan røre dejen sammen på få minutter, og så klarer ovnen resten af arbejdet.
Prøv kagen, hvis du skal bruge en hurtig kage til eftermiddagskaffen, til gæster eller bare som sød kage til eftermiddags eller aftenhyggen.
Tips og variationer til blommekage med mandler
- Du kan bage kagen med anden frugt med blommer. Den er også god med f.eks. æbler, pærer, abrikoser eller ferskner.
- Tilsæt evt. revet marcipan til dejen eller læg marcipan i små tern på toppen, som i denne opskrift.
- Grofthakket mørk chokolade eller hvid chokolade i dejen er også lækkert.
- Erstat gerne mælk med tykmælk, kærnemælk, creme fraiche el. lign. så bliver kagen endnu mere svampet.
- Almindeligt sukker kan erstattes med brun farin som i denne opskrift. Så får kagen en endnu mere krydret smag.
- Erstat evt. lidt af hvedemelet med kokos, som i denne opskrift.
- Drysset kan laves med andre nødder, f.eks. hasselnødder eller valnødder.
- Vil du lave en mere krydret/“juleagtig” udgave, så tilsæt evt. også lidt stødt ingefær.
- Dejen kan også bruges til blommemuffins.
En nem lækker blommekage med mandler – perfekt kage til sensommeren og efteråret, hvor blommerne er i sæson.
Jeg bagte kagen i weekenden og vi nød den med creme fraiche til. Skøn kage!
Krydderierne gav virkelig en god smag til kagen. Den kage må du prøve, hvis du også har været på blommerov.:-)
Blommekagen kan sagtens bages i god tid før gæsterne kommer. Kagen er sprødest på bagedagen, men dagen efter er den endnu mere svampet og saftig.
Rigtig god fornøjelse med blommekagen. Jeg er sikker på, at den også bliver et hit hjemme hos dig.
Prøv også denne lækre kage med blommer og marengs eller denne nemme blommekage i bradepande.
Få flere opskrifter på blommekager her:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.
