Ribskage. Uhm her får du opskriften på en nem, saftig og lækker kage med ribs.
Øj en lækker ribskage du skal høre om i dag. En lynhurtig kage, med den nemmeste dej, du kan røre sammen på få minutter.
Kagen er genial, for det er bare æggesnaps der skal røres med olie og vendes med mel. Herefter kan kagen pyntes med bær helt efter eget valg.
Opskriften har jeg fået af en kær ex-kollega, jeg holder meget af! Kagen serverede hun for mig til en hyggelig kaffe-visit.
Uhm kagen smagte så godt og heldigt nok, så kunne jeg straks plage mig til opskriften.
Denne rabarberkage med olie, er også bagt med ribskageopskriften som udgangspunkt. Den opskrift skal vi da også prøve med mange flere bær, skal vi ikke?
I dag får du kagen serveret i sin helt oprindelige form med ribs. Vi kunne nemlig købe ribs i gårdbutikken. 
Helt perfekt, når nu jeg gerne ville prøve at bage kagen helt som Susanne serverede den, nemlig med ribs.
Det er bare en super nem og dejlig opskrift. Den kan du sagtens bruge som grundopskrift til mange kager:
Ribskage – god opskrift på nem kage med ribs

Ingredienser
- 250 gram ribs kan erstattes med andre bær/anden frugt
- 2 æg
- 200 gram sukker
- 1 tsk vaniljesukker kan erstattes af ½-1 vaniljestang
- 200 gram hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 1 dl olie smagsneutral f.eks. raps- eller solsikkeolie. Smeltet smør kan også bruges
- Drys: sukker/rørsukker og flormelis
Sådan gør du
- Skyl ribsene og nip stilken af. Dup dem tørre
- Pisk æg, sukker og vaniljesukker hvidt og skummende
- Bland mel og bagepulver og vend det i dejen sammen med olie. Brug en dejskraber
- Smør et kagefad eller en tærteform og hæld dejen heri. Mit tærtefad målte 25 cm i diameter.
- Fordel ribsene på toppen af kagen og drys med sukker/rørsukker
- Bag kagen ca. 30 minutter v. 175 grader varmluft (200 grader alm. ovn). Kagen er færdig, når den er sprød og gylden. Den skal stadig være lidt klæg indeni
- Pynt kagen med et drys flormelis. Nydes lun med vaniljeis, flødeskum eller vaniljecreme til
Noter
Frosne bær kan bruges, men vend dem i lidt kartoffelmel iblandet lidt af sukkeret, det vil opsuge lidt af væden.
Tilsæt evt. marcipan eller hvid chokolade til dejen. Erstat evt. også lidt af hvedemelet med kokosmel. Kan også bages som muffinsEn nem, svampet og lækker kage med ribs – hurtig at lave og med olie i dejen
Ribs har bare så fin en farve. Wow se lige. Uhm den smagte skønt! Sød, syrlig, helt perfekt!
Konsistensen er lidt blød, svampet, saftig. En kage der også vil være fin at servere som dessert kage.
Kan man peppe kagen op med andre lækkerier?
Jeps du kan tilsætte lidt marcipan til dejen eller hvid chokolade.
Du kan også erstatte lidt af hvedemelet med kokosmel.
Kan man bage kagen med andre bær?
Ja ribs kan erstattes med andre bær eller anden frugt. Bare brug dem der er i sæson lige nu.
Det kunne være brombær, solbær, hindbær, kirsebær, jordbær, solbær, blommer? Den vil også smage godt som æblekage eller pærekage.
Du kan også blande ribs med andre bær, eller f.eks. rabarber. En kage med ribs og rabarber, smager nemlig også godt.
Hvad kan man servere til kagen?
En ribskage er ret syrlig. Jeg dryssede derfor kagen med lidt rørsukker før bagningen. Almindeligt sukker kan også bruges.
Du kan også servere lidt sød vaniljecreme eller råcreme til kagen. Vaniljeis er også et hit.
Vi havde kagen med på Mols, hvor vi besøgte min veninde. Ribskagen var en succes. En meget nem kage at tage med på tur.
Lige nu er smør frygteligt dyrt at købe, så også på den måde er kagen genial. 1 dl olie er meget billigere at bruge end smør. Måske vi også skulle prøve det i andre kager?
Hvis du gerne vil prøve en ribskage med smør, så prøv denne kage med bær – en svampet vaniljekage med ribs. Kagedejen kan du også bage som muffins.r.
Spring du bare på denne ribskage. Jeg er sikker på at kagen også vil blive en succes hjemme hos jer. 🙂
Få flere lækre opskrifter på lækre kager med bær eller frugt her:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

Virkelig lækker kage, som jeg bagte flere gange sidste sommer! Jeg har ribs i fryseren, og tænkte om jeg mon kan bruge dem? Altså tø dem op og bruge i kagen? Eller bliver det noget sjap?