Ymerdessert. Uhm her får du opskriften på en rigtig nem sommer dessert med ymer, jordbær, fløde og makroner.
Er det ikke bare skønt med desserter, der kan laves på 10 minutter?
Om sommeren elsker vi at spise jordbær i massevis. Jordbær i alle afskygninger faktisk. Jordbær med fløde er jo klassikeren, der smager af sommer og sol.
Hvis man nu gerne vil spise jordbær hver dag, så kunne det jo være rart med lidt afveksling, ikke? Sådan et tip får du her.
I dag får du opskriften på en nem og frisk dessert, som jeg lavede da begge børn var hjemme på besøg. Alt inclusive tog det under 10 minutter at lave dessert til 4. Mega lækker dessert, der vakte jubel.
Skal du bruge en nem dessert i en fart, så vil denne være et rigtigt godt bud.
Hvorfor bruge ymer i desserter?
Ymer er så godt at bruge i desserter, for både smag og konsistens er perfekt.
Smagen er syrlig og cremet og konsistensen tyk og lidt fast i det. Det er rigtigt perfekt at bruge ymer i desserter, fordi du så ofte helt kan undvære husblas. Smart!
Ymer er også godt at bruge i stedet for creme fraiche i f.eks. tzatziki, dressinger o.a.
Du kan også bruge græsk yoghurt eller skyr / vaniljeskyr til desserten. Disse surmælksprodukter har også en god fast konsistens. Prøv også denne sunde dessert med græsk yoghurt og hindbær.
Denne dessert har jeg bare sødet med knuste makroner og lidt ristet havregryn på toppen. Så nemt! Du kan også bruge æblekagerasp i stedet for makroner.
Få inspiration til flere lækre opskrifter på desserter med ymer eller andre surmælksprodukter, nederst i dette indlæg.
Jeg spurgte jer, der læser med på bloggens facebookside, om I ville sende mig et jordbær i kommentarfeltet, hvis I kunne tænke jer opskriften. Alle de jordbær, jeg har fået sendt!
Tak for al jeres hep. Nu skal I ikke vente længere. 🙂
Opskriften er super nem. Du får den lige her
Ymerdessert med jordbær & makroner – opskrift på dessert i glas med ymer

Ingredienser
- 5-6 dl ymer skyr/vanilijeskyr ell. græsk yoghurt kan bruges i stedet
- 2½ dl piskefløde Cremefine kan bruges i stedet
- 150-200 gram jordbær i skiver. Ca. 4-6 bær pr. glas. Du kan bruge flere/færre bær. Kan erstattes med andre bær/anden frugt/kompot
- 16 makroner knuste - ca. 60-70 gram
- Drys: ristet havregryn ell. knust makron ell. granola kan bruges i stedet
Sådan gør du
- Rens jordbærrene og lad dem dryppe godt af. Mængden du skal bruge, afhænger af hvor store dine jordbær er. Pisk fløden let. Vend ymeren i. Find 4 portionsglas.

- Læg et par spsk ymercreme i bunden af hvert glas. Knus 2 makroner. Læg 2 jordbær i skiver ovenpå og fortsæt til ingredienserne er brugt. Slut af med ymercreme på toppen.

- Fordel lidt knust makron eller ristet havregryn på toppen. Servér desserten straks. Den kan laves i forvejen og stå i køleskabet, til den skal serveres, men makronerne vil hurtigt blive bløde

Noter
En nem og frisk jordbær dessert med ymercreme – ymerkræs på 10 minutter

Ideen til desserten fik jeg af en bloglæser, der tippede mig om desserten “Ymerkræs” de serverede på et plejehjem, hun havde arbejdet på. Tak for alle de gode ideer og den gode inspiration I sender til mig så tit. I er de bedste! 🙂
Ymerkræs skulle bare være fløde og ymer, der er vendt sammen, men jeg fandt på at tilsætte lidt makroner.
Både for at få lidt sødme, men også for at få lidt knas med i desserten. Godt med lidt at tygge på, i den cremede dessert.
Jordbærrene tilsatte jeg, fordi de er i sæson lige nu. Du kan sagtens bruge anden frugt til desserten, også syltet frugt, f.eks. syltede pærer eller sylede ferskner.
Du kan også bruge jordbærkompot, rabarberkompot eller rabarbersirup til desserten?
Hvis du gerne vil have endnu mere “crunch” i desserten, så kan du tilsætte grofthakket chokolade eller grofthakket Daim.
Uhm så kommer den jo næsten til at minde lidt om den populære flødebollekage?

Ymerdesserten med jordbær og makroner kommer vi helt sikkert til at lave mange gange herhjemme fremover.
Hvis vi får mange gæster, kunne jeg finde på at anrette den i en større serveringsskål. Det er lidt nemmere og så kan man selv bestemme hvor meget man vil spise. 🙂
Alle desserter med jordbær er bare altid et hit og denne dessert er én af de nemmeste du kan lave. Den må du prøve. 🙂
Få flere opskrifter på lækre desserter med skyr, ymer, tykmælk, koldskål ell. lign. her:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.






